Odile Poulsen - Forfatter & maler

Odile Poulsen - Forfatter, psykoterapeut & klarseer

Forandringer 2011

Acryl, olie, lærred

Gyldne engel

Acryl, oliekridt på papir, 2011

Drømme, 2011

Collash; acryl, kaffe, fotos, lærred

Her en blandet pose af noget af det, jeg har skrevet

& malet.

Det er også muligt at finde mindre texter på min blog; www.odilepoulsen.blogspot.com

Ellers kan bl.a. anbefales også at læse hos:

'Stern & Spielplatz',

'Nya Upplagan',

klummer på www.oestrogen.dk

diverse antologier om prostitution eller

kronikker & debatindlæg i danske aviser.

GOD LÆSELYST!!

Lad julefreden sænke sig over de seksuelt udsatte

(dec. 2010)

Det er ikke fordi jeg aldrig har oplevet en juleaften med lys, duften fra træet, glitrende gavepapir, bjerge af mad og slik. Jeg husker ikke så meget fra de juleaftener, jeg oplevede som barn. Men jeg husker en kort stærk lykke.

Engang fik jeg et meget fint dukkehus, med hjemmesyet gardiner af stoffet fra mors brudekjole. Allerede i juledagene havde jeg tværet en rød fedtfarve ud på dukkehusets hvide murstensgavl. I vrede. Ingen fattede det vrede barn og lige meget hvilke fine gaver de pakkede ind til mig, var der ingen, der løsnede båndet ind til min hverdag af seksuelt misbrug og tortur.

Inden jeg kom ind i prostitution, havde jeg kastet mit hjerte efter en ung mand, som til gengæld herfor, kastede mig ud i jævnlige voldtægter. Jeg husker ikke længere hver enkelt af dem, så mange var der. Og om det var juleaftener eller på hverdage han voldtog mig, betød intet længere.

Da jeg var voksen og prostitueret, troede jeg vreden var væk. Fordi jeg nu følte,

jeg

havde overtaget. INGEN kunne længere misbruge mig. Men en fast kunde, som skulle torteres, sagde; ’Dit had er dybt, pga. din skønhed.’ Det havde han måske ret i – i hvert fald forbandede jeg de mænd, der altid havde sagt,: ’Jeg kan ikke modstå dig, du er så smuk!’. Jeg hadede mig selv.

Bordellerne har en ’sød juletid’. December er den bedste sæson. Kunderne strømmer til i pauser fra deres forventningsfulde børn. Der lægges mange penge i hænderne på kvinderne, der ligger mange gange på lagnet og laver penge til alle. Julen er dyr. Juleaften åbner bordellet dog først ved midnat. Så kan man endelig komme væk fra sin ensomhed og familie og mødes i en anden virkelighed end julehykleriet!

Jeg havde aldrig følt, jeg havde et hjem. Ligesom så mange andre kvinder, der prøver at overleve i prostitutionen, kunne jeg lige så godt være på bordellet juleaften, når julefreden havde sænket sig, over alle de lykkelige familier rundt om i landet. Det føltes måske lidt tomt, lidt fortabt! Men what the hell?! Det var et sted at høre til. Og oven i købet lave penge.

I dag, er jeg ikke længere i kontakt med mennesker, der gør mig ondt. Tvært imod har jeg skabt et liv! Med en masse almindelighed. Bl.a. traditionel jul. Mand og to børn, svigerfamilie. Jeg overøser børnene med gaver, mad, juletræ, glaskugler og slik. Engle og lys, masser af engle!

Alligevel er jeg hver jul i et blandet følelseshav. Af børnenes stærke forventning og spænding. Og en dyb sorg, som jeg aldrig rigtig tror kan tæmmes. Fordi min krop og mit hjerte husker. Det er en brydningstid, for jeg er opfyldt af ønsket om, at give mine børn et glædeligt liv og en fredelig jul. Og af de mennesker, som ingen steder har at gå hen efter hjælp.

Jeg ved, der er så mange, som stadig må lægge kroppe og sjæle til et uhyrligt misbrug. Det er fortvivlende at bære denne viden og samtidig være magtesløs! For hvem orker høre om børn og kvinder, som på overfladen ser ud til at fungere fint, enten i deres familier eller i den såkaldte ’frivillige prostitution’?

Børn anses nemlig ikke for troværdige, når de fortæller de er udsat for vold og/eller seksuelle overgreb. Og man kan som prostitueret kvinde, ikke få hjælp på nogle af kvindekrisecentrene.

Der er meget at ønske sig til jul; nogen ønsker sig et nyt ur, andre et sted at være i fred.

Hvad ønsker du dig til jul?

Jeg elsker. Derfor er jeg

Jeg elsker Lyve Lovett.

Jeg elsker min mand.

Jeg elsker mine børn.

Jeg elsker min hund.

Jeg elsker mit hjem.

Jeg elsker mit liv.

Jeg elsker mine kære, alle som een.

Jeg elsker min næste.

Jeg elsker alle.

Jeg elsker også dig.

Jeg elsker også dem som ikke kan gøre for det. Eller ved det.

Eller vil det.

’I love everybody - synger Lovett ’Especially you. So if you feel lonesome Remember this truth I love everybody Especially you!’

Jeg elsker Lyve Lovett, men jeg elsker især hans musik! Den der sælsomme finurlighed, twistet med enten stor lykke eller dyb tristesse, der kommer ud af hans næsten nedadvendte mundvige. Sangene nærmest flyder over, så snart han åbner munden, som var det ikke meningen.

Jeg elskede hans musik, før jeg elskede nogen. Som hans navn er dobbelttydigt, Lovett = Love it, er hans tekster og musik. Han pranger aldrig, men bare flyder over. Han kan ikke gøre for det. Eller lade være.

Min eksmand var ham, der åbnede døren ind til Lovetts univers. Jeg ved ikke om jeg elskede min ex – troede det dengang. Elskede han mig? Ved ikke. Som man elsker sit mest dyrebare privateje? Ved det ikke. I dag betyder det ikke længere så meget, ikke som dengang hvor det betød alt.

Måske fordi jeg i så mange år gav så meget, igen og igen, og slet ikke havde lært mig, at tage imod. Det er svært at se, når man ikke tager imod.

Da jeg ikke turde kigge ind bag det tæppe af ødsel omsorgssvigt jeg var svøbt i allerede fra spæd, kastede jeg mig ind mod hans bryst, uvidende om hvilke klipper, der gemte sig bag det. Men jeg fik også gevinst for min hengivenhed; store lunser af musik! Åh - jeg lod mig drive på dets strømme og fortættede længsler. Væk fra ham og hen mod, hvad der skulle udvikle sig til at blive mig.

Da de første skridt var taget og flyttekasserne læsset af i den nye fjerdesalslejlighed, der kun stod i mit navn!! - flød Lovett ud af de små højttalere der var købt for egen SU!! Han hang som en hvisken i de sprøde timer ud på morgenen, hvor jeg stod og malede om alt det sindssyge. Og jeg trak ham dybt ned i mine lunger samstemmende med røgen fra de mange daglige cigs. Ku´ ikke vriste mig ud af min dårlige samvittighed over, at være holdt op med, at lægge krop og sjæl til. At have brudt mit ord, sagt højt foran Gud og hvermand. Jeg prøvede at få andre til at se, at jeg da måtte gå fra ham, hvis jeg skulle overleve. Og messede med på Lovetts´: ’She wasn´t good, but she had good intentions’, da jeg skrev skilsmisse-papirerne under.

Siden blev jeg, for en tid, hver mands eje. Hvor jeg før havde jeg hørt til hos een mand, røg jeg nu i flæng. Selv var jeg sikker på, at der ikke længere var nogen der ejede mig. Endelig. Det faktum, at de betalte for mig, var ikke et køb af mig. Blot en erkendtlighed for at nyde min arbejdsindsats for en time eller mere. Eller mente jeg de havde mig til låns?

Lyle var der stadig. Han var de små åndehuller, jeg kneb mig op til overfladen for at snappe ind. Til tider sad jeg på bunden uden evne til at komme op. Jeg blev god til at holde vejret. Rigtigt længe. Men også til at udnytte hvert et lille løft op i friheden. På en eller anden måde må jeg have trukket vejret ind på det rigtige tidspunkt.

Ind i mellem gav jeg op. Det nyttede ikke. En skam af forspildt liv. Prøvede at få kroppen til at makke ret, falde død om. Det ville den ikke – i stedet kom den bare igen. Og igen. Jeg var så bange for det satans liv, som blev ved med at forfølge mig og insistere på jeg skulle tage det ind.

Lovett prøvede at hjælpe til. ’It´s just the morning, nothing here to be afraid of’- Hvad snakker du om? Som han kendte til dagslysets kramper af modvilje. Så jeg smed ham ud. Eller væk. Eller helt faktuelt, lod jeg ham bare stå på en hylde, presset ind mellem de andre cd ´er, mens jeg søgte tilflugt på den lukkede afdeling. Her kunne jeg være, som en patient koplet på en respirator. Mine lunger var sprængt.

Der var ingen kærlighed. Uanset hvor jeg spottede hen, fandt jeg kun skygger af misbrug, mistillid, aggression og had, i de lukkede grønmalede vægge blandt de andre sindssyge. Tvang, opkast, skrig, selvmord, blod. Ingen kærlighed.

Kun den indbildte i sindet på en skizofren: ’Der du jo Buddha, hvor har jeg savnet dig!’ sagde hun betaget og opløftet, med blikket sat på long-distance out of this world. ’Du Solens datter!’ sagde hun og lagde sin kolde hånd med sorte neglerander, på min kind. For at kærtegne. Jeg troede hun lagde den for at slå.

Mit indre lys var slukket og jeg turde ikke fortælle om det, for måske havde det været en hallucination, at det fandtes. Jeg lukkede alt mit udsyn og så ikke længere ind, mens jeg forbandede ham Satan og alt hans yngel, når de rendte cirkulært om mig. Bed mig i knæhaserne, som uvorne hvalpe.

Det lykkedes mig til sidst at sparke dem af, med mine tunge militærstøvler, og facede endelig Satan selv i Guds hus. Han vandt den runde og jeg trak mig fra at sluge nadveren. I stedet slugte jeg endnu en overdosis. Måske var det Gud der trak giften retur op gennem min hals, og lagde mig i en hospitalsseng med udsigt over København.

Der var gået nogle år fra jeg forlod min eksmand, og jeg havde kun lært at jeg ikke kunne leve videre. Det smøg sig forræderisk om min bevidsthed, at jeg havde levet kærlighedsløst på en løgn med ham i årevis. Og nu kunne jeg ikke engang leve! På trods af jeg havde mødt den mand som jeg vidste, var manden for mig....

I samme øjeblik jeg så ham første gang, slap jeg al had og vrede længe nok til, at hans blik og karisma, landede dybt ind et sted i mig, hvor ingen nogen sinde før havde fundet ind. Han gjorde intet, han var bare og jeg lod mig forføre vel vidende, at han aldrig ville finde vej ud fra mit inderste igen.

Han var min første. Min aller, allerførste. Og han var den første mand, hvor jeg vidste han ikke krybe over min krop, uden at jeg var med. Derfor tog jeg ham med hjem, den aller aller første nat, og lagde mig til ro, ved siden af ham. For aller, aller første gang vidste jeg, at dét var kærlighed. Jeg vidste ikke hvordan en sådan skulle forvaltes og føres ud i praksis. Vidste kun, at det ikke kunne være anderledes.

At kaste mig ud i at elske ham, var som alt kød faldt fra mine knogler og blotlagde mine nerver. Samtidig med at jeg svimlede i en nirvanisk tilstand i hans nærhed. Jeg lod mig flå igen og igen, for at lære at forstå, hvad kærligheden var for noget. Jeg vred mig som en orm på krogen, når han sendte blikke mod andre kvinder, for jeg fattede ikke hvorfor han kunne udstå lugten fra mit rådnende kød. Jeg tror ikke jeg dengang vidste, at også han fandt tilstande af Nirvana, med mig, sammen.

’Kender du Lyle Lovett?’ ’Nej.. har vis hørt navnet, men...’ ’Det er nok ind under country, men fedt, virkelig fedt! Prøv at hør´!’ Vi udvekslede musik og erfaringer, tonsede og faldt mod hinanden.

Nu sad han her, ved siden af hospitalssengen, med rynkede bryn og en vilje sat på: ’Jeg kan ikke være med mere!’

Vi havde forsøgt at være kærester, to gange. Sluppet ud af den magnetiske irrationalitet, som hang om os som parfumestøv. Forladt hinandens drømme om, at ku være kærester. Blev venner. For en tid, så hang vi ved hinandens læber igen. Men nu var det slut – ’Jeg kan ikke være ven med dig. Du er en joker. Du har hele tiden døden som en udgang!’. Udsigten over København, gjorde sig til for ingen nytte.

’Nobody knows me like my baby’ græder Lovett ud i min tomhed. Min aller, allerførste og aller, aller-eneste kærlighed, er gået ud af rummet, jeg ligger tilbage i en seng på hospitalet med et tomrum så eksistentielt som efter en abort.

I tomrummet råder ingen kærlighed, men jeg opdager herefterdags, et rum bagved. Blødt, varmt, rødt som havde det ligget der altid. Forsigtigt lader jeg min hånd hvile på den skylette velour, rummet er tapetseret med, og jeg finder, at her er jeg. Mig selv, mit sande, mit jeg. Og jeg ved, at det er herfra kærligheden skal oprinde.

Så beslutter jeg mig for at leve. I stedet for at søge de åbne vinduer på fjerde sal og sandsynlighedsberegne på konsekvenserne af et spring, falder jeg tilbage til mit bløde, røde velour. Og jeg lander – hver gang.

Han vedbliver at være manden i mit liv, det vil aldrig være anderledes, og jeg begræder hans exit. Med nøgent maveskind mod mit kølige plankegulv, sender jeg skrig og jammer i fri cirkulation, sendt ud af mine lunger og mund. Jeg havde troede jeg ikke kunne leve uden ham, for mit eget værd var ikke levedygtigt. Men jeg lærte, at mit liv skulle banes selvom han ikke var med.

Der gik et lille år, så bulnede mit maveskind af liv – inde fra. Pludselig var der er lille væsen som trængte sig på, som ville mig og ville gives liv. Da kvalmen havde tvunget mig i knæ, fattede jeg ansvar og besluttede, at tiden var inde til at blive mor. Det barn jeg aldrig troede ville være muligt, i min så ødelagte krop, blev min virkelighed.

Jeg var blevet toogtredive, havde godt fat om mig selv, om hjem og penge. Jeg havde ikke længere nogen grund til at afvise et barn. Og jeg var lykkelig!

Og behøvede ingen mand for at jeg kunne forestille mig selv i et godt liv.

Barnets fader ville jeg gerne skylle ud med badevandet. Han viste tidligt klare tegn på karakterafvigelse. Men han havde åbnet mine øjne for min frugtbarhed. Og rent etisk og juridisk havde han ret til barnet. Og barnet ret til at kende sin fader. Trods hans insisteren på, at jeg skulle elske ham, fordi min mave tilhørte ham, gav jeg ham i stedet ryggen og holdt fast i mig selv, i mit røde velour rum.

Her kom min store kærlighed tilbage, for at se mig. Og pludselig landede han og jeg atter ved hinandens læber. Denne gang for good. Intet var mere selvfølgeligt. Og han fik både mit og mit barns hjertelyd i sine hænder. Endelig forstod jeg Lovett, når han sang sin: ’If you were to wake up, would you still love me?’.

Vi overgav os til kærligheden. Nu var parfumestøvet endnu mere fortættet end nogensinde, og det voksede i takt med min mave. Han tog imod min smukke søn, gjorde ham til sin.

Han holdt ham i de mange timer på hospitalet, da hans babysize-nyrer tunge og betændte, sendte ham ud på smertedrevne feberhav. Da læger og sygeplejersker pressede babysønnen ned at ligge, for at stikke hul i de små årer som gang på gang klappede sammen. Han gjorde alt det som en far gør, når han elsker.

Den biologiske far holdt sig væk fra i de syge perioder, af had til mig.

I dag er vores søn fri af en betændt far. Han klarer sig fint trods nyrefejl og hjertesmerte affødt af sin blods-far.

Næste krise blev udløst da jeg fik at vide jeg havde en hjernetumor. Hjernekirurgen mente han kunne operere, men mente ikke der var nogen garantier for livet. Eller for døden.

På operationsdagen sendte vi sønnen i børnehave. Jeg sagde farvellet som ingen vidste, om skulle holde for nogle timer eller for en evighed.

Min mand holdt sit åndedrag, og da jeg lå i respirator efter operationen, pustede han det endelig ud og videregav mig det, til jeg igen trak vejret selv. Han holdt min hånd i al den tid, som en mand der elsker sin hustru. Det første jeg så da jeg vågnede, var de to; ham med vores søn på armen - smurt ind i sæsonens første sodavandsis, et undrende blik over alle plastik-slangerne i mit ansigt – og et stort smil!

Alt var på sin plads, både inde i mit hoved og uden for. Igen valgte jeg livet.

Præcis fjorten dage efter operationen, blev jeg gravid med vores datter. Endnu engang gav min ødelagte krop efter for en større velvilje, og selvom bækkenet gled af led og datteren måtte skæres ud, så blev endnu et liv sat klar.

Der var nogle år, hvor Lyle stod og samlede støv, hvor viskestykker blev brugt til at tørre grød og babygylp op med, og hvor børnenes lyde og skrig, fyldte rummene alt rigeligt op. Indtil for et kort øjeblik siden, da vi flyttede ind i forstads parcelvillaen af samme årgang som os selv. Lyle Lovett lever igen! Lige så intenst og nærværende som for sytten år siden – her i mit hjerte og min hjerne. Han har været med, selvom jeg glemte ham undervejs eller ind i mellem.

’Here I am, take my hand and you see. Yes it´s me!’

Og enklere kan det ikke siges;. uden kærlighed udviskes jeg, men opfyldt af den, finder jeg mig selv. Og tør vise mig for dig. Fordi jeg elsker, er jeg. Og fordi du elsker, er du. Fordi vi elsker, ophører frygt og angst.

Lys og love,

Odile

Den sociale gæld

Kronik ved Politikens 100 års kronik jubilæum, 2005

Min far… var den mægtigste mand i hele byen – ja i hele verden. Han var to meter høj, havde de største hænder – bløde inden i og med hårde forhærdede fingerspidser af hans manuelle arbejde. I hans store hånd kunne min så nemt gemme sig og ligge trygt, varmt og godt. Min far.

Min far havde den sjoveste latter i hele kvarteret. Når han lo, så måtte jeg le med og hans tårer de trillede ned ad kinderne. De klare blå øjne så på mig med sådan en mildhed. Når Far lo, så lo alle med – her var ro, glæde og fest.

Min far – en fantastisk mand. Han kunne skrue på en masse dimser og dutter og få store maskiner til at køre med voldsom kraft. Han kunne sidde ved et bord, sammen med en masse andre mænd og kvinder, og bare få dem til at le. Og han ville tale rigtigt højt, med sin mørke, dybe stemme. Så ville jeg lege ved siden af og få masser af sodavand og penge til spillemaskinerne.

Min far. Jeg elskede min far, for han var den smukkeste og stærkeste mand i hele verden. Og jeg ville gøre alt – for min far. Min far.

Min far… den farligste mand i hele verden.

Han var så farlig at jeg nogle gange slet ikke kunne se det virkelig var ham, men i stedet så jeg en kæmpe trold, der ville slå mig ihjel.

Min far… hans klare blå øjne blev så mærkelige fjerne og alligevel så alt for intense, når han kiggede på mig – og ingen andre så.

Min far…. hans dybe varme latter blev til en sindssyges brøl, når han svang sin kæmpe hånd gennem luften og landede den lige i min mors ansigt. Hun ville ligge der på gulvet helt stille, uden rejse sig op igen, og han forlod os for at gå ud i natten.

Min far… hans had føltes så stort, når han tvang os til at overgive os til hans vold. Når han kom hjem – og vi var alene – krævede han min krop. Og min kærlighed. ”Du elsker din far, ikke kleinchen. Du ved godt Far har det svært – du må være god ved din far”.

Han krøb ind min krop, trængte sig ind med blidhed og med sadisme. Han sneg sig ind i mit sind og lagde et jernåg af magt, tvang og sex i mine tanker, min frihed, mit væsen og mit liv.

”Du er så smuk, min lille kleinchen …Far kan slet ikke lade være. Det er fordi du er så smuk”.

Mange år senere sagde en fast sexkunde til mig: ”Du er så smuk, Nikki, og derfor er du blevet så ensom og fuld af had”.

Jeg lærte i én meget tidlig alder, at servicere mænds seksuelle lyster, på bekostning af mig selv – mit væsen – min integritet. Det var tidligt min måde at overleve på, konstant at iagttage mine forældres signaler, og søge at gøre mig både usynlig såvel som klar til at servicere. Hvordan gør et lille barn sig klar til at servicere en voksen mands seksuelle perversiteter? Ved at være fysisk tilstede og altid mentalt at forsvinde ind i en anden verden. Ved altid at være tavs og beskyttende overfor de voksne.

Min far havde ingen grænser for hvad han ville gøre. Han bød mig alt det som han bød voksne kvinder. Og det bærer jeg i min krop og i mit sind. Det vil jeg altid gøre.

Men hvilken plads det får i mit liv, er mit ansvar.

Overgrebene – misbruget – er hans ansvar, og hans alene. Men i mange år troede jeg det også var mit, og engang troede jeg det var mit alene. Det gjorde jeg fordi jeg elskede min far og jeg ville at han skulle være lykkelig. At han skulle holde op med at slå på min mor og bror og bruge sin tid hos os i stedet for hos andre og på værtshuse.

Jeg troede min far havde ret og ikke jeg. At min opgave som menneske var at være seksuel og tilgængelig.

Da jeg opgav at tro på at jeg var elskelig og værdifuld, begyndte jeg at bruge hans gaver som kompensation for det jeg mærkede jeg manglede.

Og en dag vidste jeg også at jeg kunne kræve at få ting. For jeg vidste at han ville give mig dem.

- ”Far – jeg har set sådan en fin kjole… henne i butikken lige her henne”. Da jeg stod inde i omklædningsrummet bag forhænget, og prøvede en trøje, kom ekspeditricen hen og sagde med et smil: ”Herren siger den lille Frøken skal prøve denne kjole” – hun rakte den fine kjole frem mod mig og da jeg tog den på følte jeg mig så stolt. ”Tænk at han viste damen i forretningen hvor højt han elsker mig” – tænkte jeg glad og rødmende.

Men i min mave kneb det og syrede til. Da jeg skulle vise mig for ham i min fine kjole, måtte jeg lukke øjnene for hans forventningsfulde blik.

Børn der misbruges seksuelt, mister ikke kun en barndom – de mister et liv. Det er børn der vokser op grænseløse uden fornemmelse for hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Det er mennesker uden selvfølelse og uden evne for at passe på sig selv.

Disse mén, eller konsekvenser af den seksuelle forbrydelse, forsvinder ikke af sig selv med tiden. Det kan afhjælpes og blive mere kontrollerbart ved hjælp af et voldsomt gennemgribende terapeutisk arbejde.

Det har også betydet en ekstrem trang til at destruere mig selv – selvmordsforsøg og prostitution.

Jeg lærte at yde seksuelt inden jeg kunne tale. Selv efter jeg fik talens brug, holdt jeg mig tavs. Det er en del af forbrydelsens væsen; at offeret bevarer hemmeligheden.

Jeg måtte stadig beskytte min Far mod hans ugerninger, og tage ansvaret alene. Gælden var kolossalt stor og betød bl.a. at jeg ikke fortjente at blive elsket af en mand. Få Den Eneste Ene, Prinsen og hele den eventyrlige drøm.

Jeg vidste ganske tidligt at jeg aldrig skulle have børn, for at være barn betød ensomhed, misbrug og angst. Jeg havde svært ved at forestille mig at nogen børn kunne have det godt.

Jeg havde i mange år, intet andet at beskytte end min Far, for jeg selv var så ubetydelig ….. Når ikke engang ens forældre kan elske én – hvem kan så?

Min krop skulle ikke beskyttes – mit underliv skulle ikke rumme liv en dag. Så alt var ligegyldigt. Tilbage var kun at stå gennem livet, og få det mest mulige ud af det. Og det blev penge og materielle goder. Det blev Fars gaver nu bare i form af sexkundernes penge.

Nu var jeg pludselig noget. Jeg kunne noget. Og jeg blev velbetalt.

Jeg kom ind i prostitution da jeg var 29 år. Det er forholdsvis sent. Siden jeg var ganske ung havde jeg vidst jeg en dag ville ende i miljøet. Som en sti der var lagt forud for mig, og som jeg ikke kunne undlade at betræde.

Alle mine barndoms år, og mine unge år, gik med at beskytte mig mod drengene – og senere de unge mænd. Jeg afskyede dem, var afhængig af deres seksuelle interesse og frygtede den.

Som 18- årig mødte jeg en ung mand, som jeg blev fuldstændig betaget af. Jeg overgav mig 100% til ham og lod mig styre ikke kun økonomisk men også psykisk og fysisk. Efter fem år med jævnlige voldtægter, var jeg så forpint at kun tanken om hans eller min egen død, fik mig til at søge min frihed.

Det var hårde år og jeg kæmpede mod hans ugerninger og mod et system som ikke mente jeg havde ret. For jeg var jo blevet hos ham – og var jeg nu sikker på at jeg var blevet voldtaget?

Til sidst opgav jeg, og kom hurtigt og gnidningsløst ind i prostitution. Her var jeg i to år. Jeg så kvinder i forfald – smukke kvinder som ikke var afhængig af hverken stoffer eller alkohol. De få jeg mødte som ikke kunne klare prostitutionen uden at være påvirket, røg lynhurtigt ud af bordellet. I denne del af miljøet var de ikke velkomne. At de ikke kunne ”holde standarden” hos Guld og Gucci pigerne, var deres eget problem. Jeg så hvordan kvinderne – som jo altid er ”pigerne” uanset vores alder - blev forrået, ensomme og isolerede. Jeg mærkede jo på mig selv hvordan jeg forandrede mig fra at være interesseret i at hjælpe og støtte, til at holde mig for mig selv, og ikke kunne overskue at snakke om de dårlige sexkunder.

Vi lignede alle hinanden. På overfladen var vi nok forskellige – mig med min pædagoguddannelse og -job. Dem uden uddannelse og nogle alene med deres børn som de havde fået i en ung alder.

Men når vi sad i køkkenet – i pauserne mellem sexkunderne - og snakken blev privat - eller så privat som vi kunne snakke - så hørte jeg dem fortælle om de seksuelle overgreb de havde lidt, inden de kom ind i miljøet. Det var meget få som ikke havde den historie.

Vi snakkede aldrig om sammenhængen til det at være i miljøet. Eller om ikke at føle os elske-lige. Elske-værdige. Det ville have været for sårbart og farligt.

Der er ikke plads til at vise følelser eller åbne op for dem i det miljø. Der skal lukkes i, for der skal tjenes penge.

Pengene var vores eneste omdrejningspunkt. Med pengene prøvede vi at forsvare overfor os selv, at det vi gjorde var o.k. At det da var sexkunderne som blev snydt. For de købte jo aldrig os – bare en facade, en illusion.

Og illusionen var så utrolig let at skabe. Jeg havde lavet den næsten hele mit liv, den var skudsikker og velafprøvet. Og sexkunderne var heller ikke villige til at gennemskue den. Jeg blev aldrig spurgt om jeg virkelig også hed Nikki..? Eller om jeg var 23? De protesterede aldrig over al den glidecreme jeg smurte mig med, for at kondomer ikke skulle sprænge, men syntes at nyde min rytmiske tillærte stønnen.

Hey, jeg troede selv på illusionen om Nikki, i hvert fald i starten. For det var ikke anderledes end noget andet jeg kendte til fra mine relationer med mænd. Og det var nemt at forsvinde væk, så længe kunderne var i mig og hos mig. Fuldstændig som jeg forsvandt på mit barneværelse, når Far kom og krævede sin ret.

En kvinde på bordellet gjorde særligt stort indtryk på mig. Hun var jævnaldrende med mig, og havde været i miljøet i ti år. Hun rangerede højest i hierarkiet, og var bordelmutters højre hånd. Vi sad og snakkede i køkkenet, og hun sagde:

”Jeg bliver sgu nødt til at stoppe”

”Ja det gør du”

”Ti år er sgu længe, ikk`”

”Ja, det er ikke godt for os – det ødelægger noget”

”Tjaehh, men hvad fa´en skal jeg så lave?! Og så skal jeg sælge Merceren.”

Der var ikke mere at snakke om – hun kunne ikke sælge sig Mercedes. Jeg ved godt det lyder grotesk - absurd. Men hendes Mercedes var alt hvad hun havde. Det var hendes ultimative erstatning for hendes manglende selvværd. Bilen var symbolet på at hun VAR værdifuld.

Hun kunne lave penge, hun var en eftertragtet kvinde i miljøet. Derudover ville hun miste sin sociale status som hun havde på bordellet ved at forlade det. Her var hun både frygtet og respekteret – herude i den virkelige verden var hun ingenting. Og hvem ville egentlig tage mod hende?

Som pædagog vidste jeg kun alt for godt, at prostitution ødelægger mennesker. Jeg vidste alt om den sociale arv.

”Den sociale arv” – det er i grunden et mærkeligt begreb – her hvor jeg står i mit liv i dag, får jeg lyst til i stedet at kalde det for ”den sociale gæld”.

Men jeg vidste altså det hele med mit hoved, men ikke med mit hjerte. Jeg kunne ikke stoppe, heller ikke da jeg forstod at selvom jeg ikke var til stede med mit sind, så gemte min krop på erindringer fra alle de indtrængninger jeg tog penge for. Jeg fortsatte, for jeg vidste stadig ikke hvordan et liv kunne være anderledes. Jeg havde selv hørt, set og mærket, at kvinder og børn, ikke havde nogen ret til at sige nej eller sige fra.

Min fars lære som barn, fik jeg repeteret på smertefuld vis af min eksmand. Og samfundet – systemet og kulturen – stadfæstede at han havde ret.

Jeg havde IKKE lov til at sige nej – jeg var kun sat til verden for at yde seksuelt.

Vi kender godt sammenhængen mellem incest og voksen prostitution og selvdestruktion. Men vi handler eller reagerer ikke ud fra denne viden.

Vi er langt fra gode nok til at tage børn alvorligt, når vi ser, hører eller fornemmer, at her er noget helt galt.

Vi skal blive bedre, vi skal redde børnene, for vi skal gøre alt hvad vi kan for at fjerne seksuelt misbrug af mennesker uanset deres alder eller køn.

Og vi skal tage kvinder i prostitution meget alvorligt, uanset om det er kvinder på gaden som er afhængige af stoffer, traffickede kvinder eller kvinder som jeg – ”Guld og Gucci”. Prisen for at ligge på lagnet er vanvittig høj, konsekvenserne er voldsomme. Jeg er blot heldig at jeg kan stå her i dag og gøre det jeg gør.

Da jeg endelig tog fat om al den smerte og alt det had jeg bar rundt på, flød jeg over som en betændt byld. Jeg havde opsøgt en midaldrende mandlig psykiater som fuldt ud levede op til mine forventninger om at blive min hårdt prøvede skydeskive. Her fra gik vejen mod et nyt liv, mod et liv på trods.

I dag lever jeg med min store kærlighed og sammen har vi to smukke og fantastiske børn. Jeg er forfatter og psykoterapeut. I dag hjælper jeg kvinder fra prostitutionsmiljøet med terapi og rådgivning.

Vejen her til har været hård og lang. Og det har kun været pga. min stædige insisteren på et godt liv, at det er lykkedes. Jeg har brugt rigtigt mange penge på terapi, for at kunne genskabe mig selv som et menneske. Et kontradict til det væsen jeg oplevede mig selv som før – et dyr der blot søgte at overleve.

Når jeg vil kalde ”den sociale arv” for ”den sociale gæld” er det selvfølgelig for at betone, at det er en tung byrde at bære seksuelt misbrug med sig resten af livet. Og at det kun er med vilje og bevidsthed – og vilje til bevidsthed – at gælden kan afvises.

I dag er det meget almindeligt at vi bevidst vælger til og fra. Vi gør det en masse på vores jobs, i forhold til vores personlige og private relationer m.v. ”Jeg har valgt ikke at komme i morgen, fordi der er noget andet jeg finder vigtigere at jeg deltager i”. Så mener vi, at vi tager ansvar for vores valg, i det vi er klar over hvad vi fravælger og derved går glip af. Men i fravalget af den mindre prioriterede part, signalerer vi også en mangel på engagement. Jeg tror det er meget typisk for vores tid; at vi mener vi altid kan vælge anderledes – eller burde gøre det.

For eksempel myten om den danske, frigjorte kvinde som helt bevidst og afklaret ligger sig på lagnet. ”Hun har jo selv valgt det”. Og ”Du kunne da bare lade være!”

Men jeg kunne ikke bare lade være – så havde jeg ikke gjort det. Ligesom anorektikeren ikke bare kan lade være med at sulte sig selv. Eller den depressive ikke bare kan tage sig sammen og gå ud og møde livet. Alkoholikeren ikke bare kan hælde sprutten ud i vasken!

Det er min vilje til at leve og ikke kun overleve der gør, at jeg nu er et andet sted end i et seksuelt misbrug. Og den part må jeg til fulde tage ansvar for. Jeg må bære de konsekvenser der er af misbruget og prostitutionen. Jeg er nødt til at forholde mig til at det skete uanset det aldrig burde være sket. Og at jeg på mange måder er anderledes end mennesker der ikke har været udsat for seksuel vold. At mine valg er anderledes. Og at mine valg tidligere bragte mig til destruktion og smerte.

Dengang sagde jeg altid: ”Det som du ikke dør af gør dig bare stærkere”. Det var den eneste måde jeg kunne finde logik i det kaos jeg havde inden i. I dag erkender jeg at det at have Post Traumatisk Stress Syndrom, eller granatchok, jo på ingen måder gør mig stærkere.

Og så er det, at det der med valg bliver så betydningsfuldt. For jo, jeg valgte jo at gå ind i prostitutionsmiljøet, for jeg har aldrig været handlet, kidnappet, truet, været afhængig af stoffer eller alkohol. Og jeg hørte til blandt den gruppe af kvind, der er meget isoleret fra omverdenen, og som blot ser ud til at være dyre piger. Vi bliver let forvekslet med at være kolde kvinder der blot er interesseret i Guld og Gucci, og kalkulerer med mænds lyst.

Og størstedelen af den danske befolkning mener at jeg selv valgte det, uden at vide at mit valg er betinget af aldrig at have lært andet. Aldrig at have lært hvordan jeg skulle passe på mig selv og aldrig at have mærket at mine grænser var værd at respektere. Fordi jeg var et menneske.

Og jeg ved godt det lyder dramatisk, men det skulle tage mig mange år at komme til at føle mig som et menneske.

Så når vi ser på ansvar – hvem skal tage ansvar – så er jeg egentlig ikke ude på at fordømme nogen. Men jeg er ude på at gøre opmærksom på, hvad seksualiseret vold gør ved mennesker. Og jeg er ude på at det skal stoppes af hensyntagen til at nogen betaler en ekstrem høj pris for hvad der for andre blot, er få minutter seksuel fornøjelse.

Lige nu.

Bemærk! Texten er fra 2007 og altså ikke aktuel for mit liv pt.!!

’En hjerneoperation! Jeg skal have en hjerneoperation!’

Jeg ved ikke om den emotionelle lammelse indtrådte i dét øjeblik, det gyselige ord forlod kirurgens læber... Eller om det var, da ordet brød ind gennem min morfinpåvirkede tilstand, som en måneraket, når den bryder lydmuren.

Jeg stivnede, trak ikke vejret, faldt i et hul, lige dér, på Rigshospitalets 2.sal. Udenfor trængte foråret sig på vej, ikke så stædigt, men dog.

Et kvarter tidligere kørte jeg på min cykel gennem byen, lige så hasarderet som altid, ind og ud gennem biler og trafiklys. Stresset og irriteret over igen, at skulle ind til endnu en læge, som jeg ikke havde bedt om. ’Bare for en second opinion’, havde neurologen sagt efter jeg havde fået min MR-scanning.

Jeg gad ikke, tung og træt efter flere måneders massiv hovedpine. Og en mega mængde af piller. Intet hjalp.

’Er du bange?’ Det er hjernekirurgen. Han har fortalt om, hvordan han vil operere mig, om risikoen. Han er helt rolig, sidder der foran mig. Kæmpehænder, som en smeds, tænker jeg. Hvordan skal hans store hænder finde deres greb, om de instrumenter han skal bruge... til... til min hjerne?

’Ja!’ smiler usikkert... ’Det lyder som det hvide snit, hvis det går galt?!’

Han smiler, nikker. ’Det kan man godt sige. Nogle får en forandret personlighed. Nogle dør. Andre klarer det fint.’ ’Hvad er procenterne?’ Jeg vil vide om jeg skal dø.

’Altså, det kan jeg ikke sige. Men jo længere tid du venter, jo større er risikoen for, at du ikke overlever. Skal jeg skrive dig på venteliste til en operation?’

Da jeg går derfra, står jeg på venteliste. Jeg er femogtredive år, gift, mor til lille dreng på to og et halvt. Afdelingsleder på en døgninstitution. Jeg har et ’hindbær’ af blod i min hjerne. Et cavernous angioma, på størrelse med hans lillefingernegl. Derfor alle smerterne og manglen på koncentration og hukommelse.

Det er tre og et halvt år siden nu. Jeg fik min operation, var på ventelisten i to og en halv måned. Jeg overlevede, og fik ingen mén.

Jeg lavede meget om i mit liv, fordi jeg vidste, dette var min chance! Chancen for at gå efter mine drømme, få ryddet op, cuttet ind til benet.

Bare fjorten dage efter operationen, blev jeg gravid med vores datter. Jeg sagde mit sikre job op, og begyndte at leve som forfatter og foredragsholder. Blev min årelange spiseforstyrrelse kvit. Dette var min chance - mit mega wake-up call. Jeg ’vidste,’ at det her, det sker kun een gang! Denne sjældne sygdom – kun een gang. Og jeg klarede den! I made it! Sikke en gave vi fik – og sikke vi nyder livet, os – min familie; min mand, min søn som nu er seks og datter som er blevet to og et halvt.

Indtil nu.

Den sidste måneds tid til halvanden, har jeg haft symptomerne igen. Vi ved ikke, om jeg er syg igen. Vi ved ingenting.

Hovedpinen begyndte at komme, bare sådan lidt spredt ud over en måneds tid. Intet foruroligende. Så blev den kraftigere, så blev den konstant. Og nu bliver den kraftigere, lidt hver dag. Det føles fuldstændigt som dengang i 2003.

Åh, puha. Jeg skriver nu på morfin, lidt høj, men næsten smertefri. Klokken er ni om morgenen, jeg var smertefri indtil cirka klokken fem i morges. Så morgenmaden er nu, ud over kaffen, udvidet til et minibitte stykke knækbrød med syltetøj, og fire piller.

For tolv dage siden gik jeg til mig egen læge –’jeg har hovedpine,’ sagde jeg.

’Ja, der er ingen grund til at spilde tiden, ikke med dig. Jeg sender dig videre!’ Efter en uges ventetid, som var ulidelig, men som i systemet ikke er nogen tid, ringede jeg til Riget. Og heldigvis var ’jeg’ blevet lagt på kirurgens bord.

’Min kirurg’. Kan man ’ha’ en kirurg?’ Ligesom jeg har en frisør, en psykolog og en fysioterapeut? Mærkeligt at tænke sådan, midt i det hele.

Nu venter jeg. Vi venter; min familie, mine venner – vi venter med dundrende hjerter og rastløst åndedræt. Vi ved ikke, hvad vi kan vente. Jeg venter det værste. Det gør min mand også. Mine venner siger, jeg ikke er syg. Jeg kommer til at leve i mange år.

Ja, måske lever jeg i mange år, og får femhundrede børnebørn som elsker at blive forkælet hos deres excentriske, tatoverede og grånakkede bedstemor. Måske. Det er netop dét – ingen af os ved, hvornår vores dødsdag kommer. Den kan komme mens vi cykler af sted, drønstressede og skal hente ungerne inden lukketid.

Mens vi har den bedste elskov nogensinde, lige efter det vildeste uforsonlige skænderi. Mens vi sover eller som følge af sygdom.

Et lille hindbær i hjerne. Jeg kan næsten få det til at lyde uskadeligt. Måske for min egen skyld, måske for din skyld, kære læser. Et hindbær, som dét jeg havde i 2003, kan sive lidt blod ud, som så ødelægger hjernevævet. Når det siver, kan der komme den massive hovedpine, som jeg opleve dengang. Og risikoen er, at hindbærret brister med døden til følge.

Så mon jeg har et hindbær, som er sivet igen? Det er det vi venter på, at få at vide.

Jeg er nødt til at sige til vennerne; ’Jeg ved godt, at du bliver nødt til at tænke jeg ikke er syg, og at jeg har mange år foran mig. Det forstår jeg godt. Jeg bliver bare nødt til at sige, at det ikke er så sikkert! Jeg bliver nødt til at sige det, tænke det, se på det, for ellers kan jeg slet ikke rumme og finde kræfter til, at kæmpe for mit liv, hvis det bliver nødvendigt! Jeg har brug for, at du accepterer, at jeg ikke siger til mig selv, at jeg selvfølgelig ikke er syg eller med sikkerhed får mange gode år endnu. Og du må gerne tænke, at jeg vrøvler. Men bed for mig, og bed især for min familie!’

Nu hvor jeg har sagt det igen og igen, får jeg med et lyst til at trække alle mine ord tilbage. Jeg har ringet rundt, siddet med venner og vi har grædt og snakket om healingens kraft – min kraft. Om universet, karmalov og mest eksistentialisme.

Bare lyst til at råbe: ’Jeg mente det ikke! Det er ovre nu! Det var bare falsk alarm! UNDSKYLD!’ Det er så svært at se alles frygt og sorg; for tænk, når tanken tænkes til ende, tænk, skal en ung moder forlade sine små børn og elskede mand? Hvad er forklaringen på det? Hvem kan få det til at gå op i nogens kabale? Og det er så svært ikke at føle skyld, for jeg er jo årsagen til al den bekymring og frygt. Og selvom jeg godt ved, at jeg jo ikke har påkaldt mig en eventuel sygdom, så er jeg stadig hovedpersonen i det doku-drama, der afspilles netop nu, som involverer mange mennesker, og ingen har et pre-view på næste afsnit.

’Jeg mente det ikke! Jeg troede jeg havde hovedpine, men det holdt op – slut færdigt. Ovre, borte, done and gone!’

Så nu prøver jeg ikke at tage medicinen, for det kan jo være, jeg havde mærket forkert. Eller at morfinen har gjort, at det som bare var en utrolig langvarig migræne, krøb tilbage til ingenting, og lod mig være. Måske er der slet ingenting?

Og midt i alt det her eksistentielle kaos, har jeg fået tilskud på 1.1 mill. kroner fra Statens Kunstråd til at lave et teaterstykke. Det er helt vildt, og en drøm af dimensioner som virkeliggøres. Så det må være en fejl, for jeg får vel ikke 1.1 mill. kr., for så at dø?

Da jeg modtog brevet om alle de penge, skreg jeg højt af jubel og dobbelttjekkede nullerne i beløbet. Dernæst kom: ’Jeg mente det ikke! Tag mig nu ikke så alvorligt! Jeg troede jeg havde en god ide, men jeg kan da ikke lave noget kunst for 1,1 mill. kr.!’

Hvad er det med mig, og mit ’ikke-tage-mig-alvorligt?’ Jeg troede så bestemt, at jeg var færdig med den. At jeg i så mange sammenhænge jo godt kan være både tydelig, tage ansvar også for mig selv, og tage mig selv alvorligt. Men nu er jeg på gyngende grund; lav teater for 1.1 mill. kroner på statens regning. Og på gyngende grund, for er jeg syg igen – dødssyg?

Hovedpinen trænger sig på – gennem piller og forsøg på at tænke fornuft (: Jeg er ikke syg! Jeg er ikke syg!) Magtesløsheden skiftevist afmatter mig, som provokerer mig til, at ville være rask og blive meget gammel. Det er den samme følelse af magtesløshed, der driver mig ud i overspringstanker; 'det er ikke så alvorligt. det var nok bare noget jeg troede. Hvis ikke jeg spiser morfinpræparater så er jeg ikke syg!' Og hvad jeg ellers har fundet på at tænke, den sidste måneds tid. Alle mulige krumspring, vriden mig selv rundt som en orm på krogen, for at vide, forstå, ikke vide, ikke turde vide, vente, rumme.....at jeg lige nu bare er forpint af smerter, der til forveksling, ligner de smerter jeg havde for tre og et halvt år siden. Og at jeg ikke kan få noget svar lige nu.

Og hvad er jeg mest bange for? Det at være nødt til at vente? Eller få at vide jeg er syg igen? Lige nu ved jeg ikke noget. Jeg ved ingenting, for jeg er allerede så forvirret, har allerede tænkt alle tanker på een gang, i et nanosekund.

’Er du syg, mor?’ Han kigger op fra sin tegning. Min smukke søn, min kloge, smukke og følsomme søn, der med alle hans karatespark og seje attitude, bare har oplevet så alt for meget i hans korte liv. Der har været så meget alvor i hans liv, at han bare må buldre ud, kropsligt. Han véd, hvad det betyder, når Mor er syg.

´Skal du dø?’ hans næste spørgsmål rammer mig som en torpedo. Jeg burde have set den komme. Han får stillet næste spørgsmål, inden jeg svarer på det første. Jeg trækker i langdrag, i land.

´Jamen, jeg ved slet ikke om jeg er syg, altså...´ min stemme er tøvende, usikker, bange. Karla Solvej sidder musestille på mit skød, kigger ned på sine hænder. Der er tusch på.

’Kan lægen se på en computer, om du er syg, og skal dø?' Det er Lukas igen, han holder ved, han skal vide det. Jeg elsker hans stædighed og at han går lige ind til kernen.

´Ja, det kan han godt´ svarer jeg, lidt mere sikkert. Tænker at ’computer’ er en god oversættelse for MR-scanner.

´Så håber jeg lægen skynder sig rigtigt meget, hvis han kan se at du skal dø!'

’Det gør jeg også!´

´Men hvis du er rask, kan han bare give sig god tid, og så hjælpe nogle andre i stedet´. Jeg overvældes af stolthed, varme og kærlighed – det er min smukke, kloge og følsomme søn, som taler.

Karla Solvej sidder stadig helt stille, har dårligt rørt sig. Jeg kysser hendes nakke blidt, puffer til hendes kind med næsen:

´Er du bange, lille skat?´

´Mm´, svarer hun bekræftende.

’Det kan jeg godt forstå.´ Jeg holder hende tæt ind til mig, og siger så:

´Men lige nu er vi her, og nu skal vi rigtigt hygge os!' Karla Solvej vil ikke forlade mig, hun bliver hos mig i to dage, uanset hun elsker at være i sin vuggestue.

’Er det fordi du er bange for, at jeg ikke er her, når du kommer hjem?’

’Ja!’ svarer hun og ser mig lige ind i øjnene. Hun har de der brune, mandelformede øjne, som sin far. De kan gnistre og skinne, og se på folk, så voksne bliver generte og utilpasse. Hun er også smuk, klog og følsom. Min datter. Og jeg forstår i dét øjeblik, at hun ikke længere er en lille baby, men en pige som prøver så meget at forstå. Og bare vil være tæt på sin mor, som hun er bange for at miste.

Hun er med mig overalt, vi hygger, griner og kører på rulletrapperne i Frederiksberg Centret. Vi er på café med Tante Ulla, min kære veninde, som holder min hånd og deler tanker med mig. Ulla og hendes mand, mistede deres lille datter, da hun var knapt to år. Hun kender til sorg, smerte, kærlighed, liv og død. Vi sidder og taler, græder lidt, da Karla Solvej ser meget alvorligt på os og siger:

’Jeg vil hjem!’

’Åh lille skat, bli´r du bange nu? Jeg rækker armene over mod hende.

’Ja,’ klager hun.

’Kom herover, mellem mig og tante, så putter vi sammen!’ Ulla og jeg gør plads mellem os, og Karla Solvej smiler glad og kravler op, putter sig.

Mine børn passer på mig, og bekymrer sig. Det er et forfærdeligt vilkår. Jeg ved det vil præge dem, jeg har set det præge Lukas før. Og stadig sidder i ham. Men det er vores vilkår, lige nu. Jeg er magtesløs over for den del – jeg kan ikke bestemme, at tiden skal gå hurtigere, at ingen må være bange, at jeg skal være rask. Så jeg prøver at være i det, og sammen med mine kære, at finde vores plads i det.

Og ja, jeg er bange. Rigtig bange for, at tiden er inde. At min tid er inde. Jeg frygter ikke døden, som noget slemt, smertefuldt eller ensomt. Og jeg er heller ikke ked af det, jeg aldrig nåede. For jeg har sandelig nået så meget mere, end jeg troede muligt.

Men jeg er bange for, at sige farvel til mine børn og min mand. Ikke at kunne række hånden ud og mærke varmen fra deres kinder, kysse dem blidt på håret og hviske: ’Jeg passer på dig! Altid!’

Presse min hånd ind i min mands og se ind i hans mørke øjne og vide, at alt er o.k., for vi er ’mig & dig’.

Når jeg skal lægge mig til natten, bliver jeg rastløs og tankerne får frit råderum. Tænk, hvis jeg ikke vågner igen? Så må jeg lige op for at stryge ungerne over håret en sidste gang. Og kysse en gang til. Det er ikke fordi jeg gider, at være hellig og snakke om hvor vigtigt det er, at være i nuet. Det er bare det eneste jeg har at holde mig til, lige nu. For nu.

Og her lidt af mine malerier & tegninger.

Drømme, 2011

Acryl, kaffe, oliekridt, fotos på lærred